Denne suppe er en variant af den traditionelle japanske ramen-suppe. Ramen er en ret med nudler lavet af hvede. Ramen laves som udgangspunkt i fire varianter: shio (salt), tonkotsu (svinekød), miso og så denne opskrift som kaldes shoyu (soyasauce), hvortil man som regel serverer “krøllede” nudler. Shoyu-ramen har en syrlig og salt smag og baseres på en grøntsagsbouillon tilsat soyasauce.

Foto: Nikolaj Jonas Overgaard
Ingredienser
1 spsk. sesamolie
12 dl grøntsagsbouillon
3 fed hvidløg (hakket fint)
4 spsk. soyasauce
1 tsk. kinesisk 5-krydderiblanding*
1 tsk. sukker
0,5 tsk. chilipulver
3 tsk. revet frisk ingefær
4 forårsløg (den hvide del hakkes fint, mens den grønne del skæres i lidt længre strimler)
2-3 spsk. ristede sesamfrø
150 g fuldkornsnudler
Worcestershiresauce i vegansk variant (valgfri, efter smag)
Vælg nudler uden æg.
Fremgangsmåde
Varm hvidløg og den finthakkede hvide del af forårsløgene i olien. Tilsæt herefter soyasauce, kinesisk 5-krydderiblanding, sukker, chilipulver og ingefær og svits ingredienserne ved lidt over medium varme et par minutter.
Herefter tilsætter du grøntsagsbouilon og koger det op.
Tilsæt nudlerne og lad dem koge i ca. 4 minutter.
Tag gryden af varmen.
Suppen er klar og kan for eksempel serveres med veganske kyllingestykker stegt på panden i olie med lidt salt, chipotle-chili og lidt soyasauce.
Drys strimler af den grønne del af forårsløg over suppen samt et par teskefulde ristede sesamfrø.
Serveringstips: Du kan også bruge bønnespirer eller babyspinat i suppen.
*Du kan lave denne blanding selv: 2 spsk. hel peber, 3 stk. stjerneanis, 2 tsk. fennikelfrø, 3 stk. hele nelliker, 1 spsk. stødt kanel – rist alle ingredienser bortset fra kanel på panden, indtil de afgiver duft, tag dem af varmen og bland med kanel og knus herefter alle ingredienser i en morter eller i en foodprocessor.
Hvis du vil bruge Worcestershiresauce, så vælg en vegansk variant og smag til.


