Paella

Denne klassiske spanske ret, som normalt serveres med skaldyr eller fisk, kan du selvfølgelig også lave vegansk.

Normalt er det safran, der anvendes, men i denne udgave laves den med gurkemeje i stedet. Dette sunde krydderi, som stammer fra roden af en ingefærlignende plante, bruges ofte som erstatning for safran, da det er en hel del billigere og ofte lettere at få fat på.

Ingredienser (2 personer)

  • 3 dl ris (jasmin eller basmati)
  • 6 dl vand
  • 1 spsk. gurkemeje
  • 1 spsk. bouillonpulver
  • 1 rød peberfrugt (hakket)
  • 1 grøn peberfrugt (hakket)
  • 1 gul peberfrugt (hakket)
  • 1,5 dl mandler (ristede på panden i lidt olie og drysset med salt)
  • Et bundt kruspersille (skyllet og finthakket)
  • 1 skarlotteløg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 porre (finthakket)
  • 0,5 tsk. cayennepeber (eller en finthakket halv rød chili uden kerner)
  • 2 spsk. plantemargerine
  • Salt og peber

Hæld ris, vand, gurkemeje og bouillonpulver i en gryde. Rør det sammen og kog det 10 minutter under låg på svag varme (du skal tage tid, når risene begynder at simre). Dernæst skal de hvile under låg i 10 minutter.

Smelt margerine i en wok og tilsæt skarlotteløg, hvidløg, porre og cayennepeber, som skal svitset let et par minutter.

Herefter tilsætter du persille, mandler og peberfrugt og svitser det et par minutter. Tilsæt herefter lidt salt og peber (husk at der er salt i bouillonpulveret, så du behøver ikke alt for meget salt).

Nu er det tid til at tilsætte de færdigkogte ris, som blandes godt sammen med de andre ingredienser.

Og så er retten klar til servering.

Fotogtaf, journalist og digital redaktør.