Thai curry

oktober 31st, 20092:51 pm @

0


Du behøver ikke gå på restaurant når du har brug for et curryfix. Denne ret er let og hurtigt lavet når først du har fundet de rigtige ingredienser. Den bedste thailandske currypasta (currypaste) fås som regel i asiatiske markeder, men du kan også finde en noget mildere version i velassorterede supermarkeder i de større byer. Vær opmærksom på at mange af disse currypastaer indeholder tørrede rejer, så hvis du vil undgå animalske produkter, bliver du nødt til at læse mærkaterne grundigt.

Grøntsagerne i opskriften er kun en af mange muligheder. Brug endelig dine egne favoritter og improvisér dig frem.

Hvis du ikke har en butik i nærheden, der sælger frisk thailandsk basilikum, så udelad det blot. Almindelig frisk basilikum er ikke et egnet substitut.

Ingredienser

* 1 spsk. rapsolie
* 3 fed hvidløg hakket fint
* 1 spsk. rød eller grøn thailandsk currypasta (eller mere hvis du er til stærk mad)
* 1 dåse kokosmælk
* 1 spsk. sojasovs
* 1 tsk. salt
* 1 tsk. sukker
* 1 lille aubergine, skåret i 1 1/2 cm tykke skiver som derefter skæres i fire stykker
* En stor håndfuld grønne bønner, trimmet og skåret i to stykker
* 1 stor gulerod skåret i tykke strimler
* Ca. 200 gram fast tofu, skåret i små trekanter (køb hos den asiatiske købmand)
* Et halvt bundt broccoli, skåret i små buketter
* 20-25 blade thailandsk basilikum (sweet basil), groft hakket

Varm olien i en wok eller en tykbundet gryde. Steg hvidløg og currypasta sammen i ca. 1 minut. Hæld kokosmælken i, fyld dåsen med vand og hæld dette i. Tilføj soja, salt og sukker, og rør godt rundt indtil eventuelle klumper af kokosmælk er opløst.
Tilføj aubergine, bønner, gulerod og tofu. Bring i kog, skru ned til medium varme og læg låg på gryden. Kog i 8-10 minutter eller indtil auberginerne er bløde men ikke på randen af opløsning. Tilføj broccoli og basilikum og kog et par minutter længere.

Server med kogt jasminris.