Denne klassiske ret fra det sydlige Louisiana lever i bedste velgående uden pølser, skinke eller skaldyr. Den bliver traditionelt serveret ret stærk, men du kan skrue ned for styrken ved at spare på Creole seasoning. Denne type krydderiblanding fås efterhånden i mange specialforretninger (nogen gange under navnet Cajun seasoning), men du kan også lave din egen blanding (se opskriften nederst).
Ingredienser
(6 personer)
3 spsk. olivenolie
1 medium grøn peber, skåret i tern
3 stængler bladselleri, skåret i tern
3 fed hvidløg, hakket fint
250 ml friskhakket persille
2 dåser hakkede tomater
475 ml vand eller grøntsagsfond
250 ml hakkede forårsløg
2 laurbærblade
11/2 tsk. tørret timian
2 tsk. tørret oregano
1 spsk. Creole seasoning (f.eks. Tony Chachere)
1/2 tsk salt
Masser af friskkværnet sort peber
370 gram parboiled ris
Varm olien i en tykbundet gryde (prøv ikke at bruge tynd aluminiumsgryde!) og sauter grøn peber, bladselleri, hvidløg og persille i 5-6 minutter. Tilføj de to dåser tomater, forårsløg, vand eller fond og krydderierne. Rør godt rundt og tilføj så ris. Bring nu grydens indhold til kogepunktet og skru derefter ned på lavt blus og læg låget på. Jambalaya har godt af at blive rørt tre – fire gange mens den koger ca. 30 minutter, eller indtil al væden er absorberet og risen har den rigtige konsistens. Fjern laurbærbladene.
Hvis du på dette tidspunkt vil give retten et ekstra pif og lidt mere fylde, så tilføj f.eks. et par grillede portobello champignon skåret i skiver, marineret og stegt tofu skåret i tern, eller stegte stykker Quorn.
Overfør Jambalayaen til et ildfast fad og bag i en ovn for 25 minutter ved 180 grader.
Server med en simpel spinatsalat eller anden god grøn salat.
Creole seasoning (efter Emeril Lagasse)
2-1/2 spsk. paprika
2 spsk. salt
2 spsk. hvidløgspulver
1 spsk. friskkværnet peber
1 spsk. løgpulver
1 spsk. cayennepeber
1 spsk. tørret oregano
1 spsk. tørret timian
Bland alle ingredienser og opbevar i en lufttæt beholder. Bedst hvis brugt indenfor 3-4 måneder. Husk at bruge friske krydderier. Hvis de har stået på hylden i de sidste fem år, så kommer der ikke meget smag ud af denne blanding.

oktober 31st, 2009 → 2:42 pm @ Nikolaj - Vegetaropskrifter.com
0